Krimier har altid skullet underholde – og gerne rigtig mange mennesker. Ph.d.-studerende Karsten Wind Meyhoff, der arbejder på en afhandling om amerikansk kriminallitteratur, giver et historisk tilbageblik på krimiens udvikling, og et bud på hvad det er, den gode krimi kan.
Krimiforfattere har aldrig lagt skjul på, at der findes en relativt fast skabelon for at skrue figurer og plot sammen. Det har heller aldrig været en hemmelighed, at krimier skrives hurtigt og typisk i et enkelt og ligefremt sprog uden alt for store litterære ambitioner. Lige så lidt har krimiforfattere nogensinde fortiet, at en del af fornøjelsen ved at skrive krimier lå i muligheden for at tjene pænt til dagen og vejen. Krimier har altid skullet underholde – og gerne rigtig mange mennesker. Med andre ord har kriminalromaner kun i undtagelsestilfælde været den helt rigtige lekture for feinschmeckere med hang til subtile psykologiske portrætter og velkomponerede sprogblomster. Af samme grund har krimierne heller ikke været pensum på universiteterne eller fundet vej til de officielle litteraturhistorier. Krimien har således altid befundet sig i periferien af det finlitterære felt og tilfredsstillet læsere med et behov for god og gedigen underholdning. Og de læsere har der altid været mange af. Alligevel bliver kriminallitteraturen med jævne mellemrum beskyldt for at være dårlig litteratur og plat, kommerciel underholdning. Nu er den for eksempel gal i Sverige, hvor der raser en heftig debat om femi-krimiernes litterære kvaliteter. En række mandlige forfattere beskylder deres kvindelige kolleger for at skrive bøger med dårligt sprog og tynde plots. Bøgernes litterære kvaliteter er lige til at græde over, lyder anklagen, og de gode herrer frygter, at de dårlige, men succesrige krimier presser den gode – og smalle – litteratur væk fra boghandlernes hylder.
|