Liv Mørk Falken og falkoneren Lindhardt og Ringhof 296 sider. 299 kr.
En døende mand dukker op på en dørtærskel i Grib Skov. En ung kvinde er blevet religiøst vækket og går med uhyggelige planer. En italiensk mafioso dukker op i København og køber FCK. Det er op til kriminalassistent Emily Zakkariasen at finde sammenhængen og stoppe en truende katastrofe. Liv Mørk (alias Merete Pryds Helle) har i denne anden roman om Emily skruet klædeligt ned for falde–på-halen-komikken og op for den troværdige personskildring. Emily og hendes blinde far Zak fremstår derfor mere helstøbte og interessante, og romanens plot er godt skruet sammen. Zak i sig selv ville kunne bære en god gammeldags whodunit, og denne læser hører gerne mere til ham i fremtidige romaner. Bogens indledning er aldeles hæsblæsende, og selv om spændingskurven ikke holder det samme høje niveau hele vejen igennem, er det bestemt værd at hænge på. Til tider kræver det sin læser at holde grebet i de mange handlingstråde, men det lykkes Liv Mørk at lande romanen smukt. Det ville utvivlsomt have klædt Falken og falkoneren at blive forenklet en kende, men alt i alt er der tale om en dramatisk og humoristisk krimi, der - når den er bedst - får læseren til at holde vejret af spænding.
|